Vordingborg Udviklingsselskab indgår samarbejde med erfaren og erhvervskyndig ildsjæl.

Pressemeddelse

Vordingborg Udviklingsselskab, som varetager foreningsservice for henholdsvis Møn – Sydsjælland Turistforening og Vordingborg Erhvervsforening, samt i samarbejde med bl.a. Vordingborg Kommune udfører projekter rettet mod erhverv og turisme, indgår samarbejde med kyndig ildsjæl på erhvervsområdet.

Der er indgået samarbejde med Erling Elbom, indehaver af konsulentvirksomheden Etaiass ApS, til at varetage opgaver relateret til og udvikling af Vordingborg Erhvervsforening, udtaler Jesper Blomberg, konstitueret direktør for Vordingborg Udviklingsselskab.

Som en naturlig konsekvens af de seneste omstruktureringer i selskabet råder selskabet ikke længere over den nødvendige knowhow for at varetage opgaverne i forbindelse med Erhvervsforeningen. Opgaverne er alle blevet belyst og vurderet, og vi har på det grundlag fundet det optimalt at indgå samarbejde med Erling Elbom.

Erling Elbom har tidligere udført forskellige erhvervsrettede opgaver for Vordingborg Erhvervsforening, og er et kendt ansigt og navn i mange af vores virksomheder. Med sin baggrund i dels privat, dels offentlig virksomhed, kan Erling Elbom med sin betydelige viden og kompetencer, fortsætte det arbejde, der er formuleret i vores vision for foreningen og selskabet, udtaler Per Brix, formand for Vordingborg Udviklingsselskab A/S.

Samarbejdet er foreløbig indgået frem til udgangen af 2009.

Yderligere oplysninger kan indhentes hos undertegnede eller formand Per Brix, telefon 55354366.