Landbyforum III

”Landsbyforum” er et dynamisk projekt med rod i kommunens landdistrikter. Det startede i 2005, og som nu er gået ind i sin tredje fase: I de to første faser udviklede Landsbyforum sig fra at være en netværksforening for landsby- og borgerforeninger på Møn og Sydsjælland til at være et dialogforum for de nyoprettede lokalråd i Vordingborg kommune.
I denne tredje fase – ”Landsbyforum III” – fortsætter foreningen Landsbyforum med at være et dialogforum for lokalrådene, men blikket vil nu rettes mod
konkrete udviklingsaktiviteter i landdistrikterne, ramme for et fælles arbejde med emner og problemstillinger af fælles interesse for lokalråd, borgerforeninger og andre netværk i kommunen.
Landsbyforums hjemmeside www.landsbyforum.dk vil komme til at spille en stor rolle i dette forløb. På hjemmesiden vil der blive oprettet en kalender med datoer for relevante puljer, der kan søges til projekter i landdistrikterne.
Der vil blive etableret et idé-katalog baseret på idéer fra de tidligere projekter (Landsbyforum I og II), samt hvad der måtte dukke op på de kommende kurser og temamøder. Og der vil blive oprettet en nyhedsblog, så alle de mange små som store tiltag ude i lokalområderne kan få den opmærksomhed som de fortjener. Allerede nu har hjemmesiden et vigtigt redskab til sin rådighed, nemlig et såkaldt web-forum, som er et for-trinligt værktøj, når det gælder kommunikation i større grupper: Indlæg i webfora minder på mange måder om emails, men her samles hele kommunikationen ét sted, og historikken bevares. Vigtigst af alt er dog nok den fleksibilitet et webforum tilbyder gruppen: Det er slut med at være bundet af at skulle finde én dato og ét sted, hvor alle kan mødes; i stedet mødes man i cyber-space, hvor den enkelte kan logge på og give sit bidrag, når tiden er til det.
Da Kim Dejbjerg Jensen har forladt Vordingborg Udviklingsselskab, vil det fremover være Mette Nygaard, der som projektleder står for koordinering af møder, kurser m.v. i Landsbyforums regi samt opdatering af hjemmesiden. Aktiviteterne tilrettelægges i projektets styregruppe.
