Peptalk til erhvervslivet
Der var hverken valg eller tørre tal på dagsordenen, da Vordingborg Erhvervsforening for andet år i træk i går holdt nytårskur på Restaurant Babette i Vordingborg. Til gengæld var masser af foreningens godt 235 medlemmer mødt op for at »netværke«.
- Der er 90 deltagere. Det er 20 mere end sidste år. Og sidste år syntes vi ellers, at deltagertallet var flot, lød det fra en glad formand, Per Brix, der i aftenens anledning uddelte håndtryk til alle.
Handler om at turde
Aftenens hovedtaler var borgmester Henrik Holmer (S). Han talte fuld af visioner men det kneb med handlingsanvisninger - dem overlod han til erhvervslivet .
- Det handler om at turde opsøge mulighederne for erhvervsmæssig vækst, lød det fra Henrik Holmer, der især fokuserede på uddannelse - et indsatsområde, der skal bakkes op af erhvervslivet i form af praktikpladser og mod på at lukke »skæve« typer ind på arbejdsmarkedet. Jobcentret skal gøres til en attraktiv sparringspartner, og veluddannede, kreative mennesker med vilje til at arbejde skal trækkes til kommunen.
Lad ikke krisen være spildt
Om det forgangne år var der ikke meget godt at sige.
- Fokus blev rettet fra investeringer i innovation til besparelser og omkostningsreduceringer, konkluderede Henrik Holmer, der dog opfordrede tilhørerne til ikke at lade krisen være spildt.
Positivt har været beslutningen om etableringen af Femern Bælt-forbindelsen. Her var der en direkte opsang til erhvervslivet om selv at gøre benarbejdet for at få del i arbejdsopgaverne. Etableringen af en vækstfabrik blev også fremhævet, og det samme gjorde bevarelsen af kasernen.
Nye udfordringer
Et af det nye års store udfordringer bliver ifølge Henrik Holmer at sikre beskæftigelsen. Desuden står Vordingborg Kommune overfor flere byfornyelsesprojekter - blandt andet renovering af banegårdspladsen og modernisering af Slotstorvet. Sidstnævnte med slutmål i 2011.
- Vi må i fællesskab løse problemerne og samarbejde om at udvikle Vordingborg Kommune til en attraktiv erhvervs- og bosætningskommune, sluttede han.
Kilde: Sjællandske 6. januar 2010.
