Tyske redaktioner fik besked om Møn

Forleden fik 850 tyske redaktioner tilsendt en fiks og færdig historie om mønske fortræffeligheder - ikke mindst Liselund Park - med tilhørende billeder.

850 redaktioner kan lyde af mange. Er der overhovedet så mange? Ja, - direktør Jesper Blomberg fra Møn -Sydsjælland Turistforening oplyser, at historien er sendt til både free-lancere, fagblade, dagblade og tv- og radiostationer.

Artiklen tegner et farverigt luksusportræt af Møn . Naturligvis er der omtale af Møns Klint, der rager »130 meter op mod den danske himmel«, og hvor »et storartet skuespil venter den, der står tidligt op og ser på solopgangen«.

Man undlader heller ikke at fortælle, at den berømte tyske forfatter, Günter Grass, er fast gæst på øen - og at H.C. Andersen i sin tid brugte skønne gloser om Liselund Slot, som blev skabt af franskmanden, Antoine de la Calmette, til hustruen, Lisa.

Omtalen af Liselund Park er således hovedbestanddelen i historien.

Jesper Blomberg forklarer, at man har arbejdet sammen med VisitDenmarks mand i Hamburg om udsendelsen. Flere andre steder i Danmark har figureret i single-udsendelser af artikler, bl.a. Lousiana og Tivoli, og nu var turen altså kommet til Møn .

Møn -Sydsjælland figurerer under det nye brand i landet, Stærke Destinationer.

Skal kontakten til de mange redaktioner ses som en erkendelse af, at Møn mangler tyske turister?

- Spørger du dem, der arbejder med bed-and-breakfast, vil de nok sige, at sæsonen har været god, siger Jesper Blomberg, som også er chef for Feriepartner Møn , der udlejer sommerhuse.

- Ser du på Feriepartner Møn viser tallene, at vi mangler 55 ferieuger, som du kan gange med 4,3, påpeger Jesper Blomberg. Og udregningen viser, at der i sommerhusene har manglet ca. 240 gæster, - og her kunne der godt være tale om tyskere. Men dog ikke noget kolossalt tal.

- Omvendt har der manglet 800-900 gæster fra København, fastslår Jesper Blomberg, som nævner, at problemet har været, at københavnere har studeret vejrudsigten, og når der så er lovet regn torsdag og fredag, er de kommet i weekenden og blevet mandag og tirsdag og er rejst hjem onsdag - og har således ikke booket en hel uge i sommerhuset.

Gæster fra andre lande har så dækket noget af det tabte ind.

Og måske betyder den vældige rundsendelse af artiklen om Møn , at det vælter ind med tyske turister i næste sæson.