Det maritime Møn og Sydsjælland skal bringes i spil

Med Danmarks længste kyststrækning og en omfattende maritim kulturhistorie har Vordingborg Kommune et helt unikt aktiv, som har et kæmpe potentiale i forhold til turisme, erhverv og bosætning.
Det maritime er derfor et centralt omdrejningspunkt for VUS, når der i den kommende tid skal sættes nye skibe i søen.
For at blive i det maritime sprog, så har vi rigtig meget på beddingen, og nu det gælder det om at se op over rælingen og fokusere søkikkerten på de oplagte aktiver, som umiddelbart kan bringes spil.
Vi har noget af Danmarks bedste sejlerfarvand, et stort antal hyggelige småhavne med atmosfære og lokalkolorit, en række historiske skibe, der kan være med til at formidle vores maritime kulturhistorie, og et aktivt erhvervsfiskeri, som netop kan skabe koblingen mellem det maritime og de lokale kvalitetsfødevarer.
I første omgang bruges projektet Cruising Fehmarn Belt som løftestang til at fastholde og udbygge dette potentiale med fokus på oplevelsestilbud og aktiviteter i havnene for både turister og lokale, men ambitionen er også at udbygge sigtet i løbet af 2009.
Specielt de historiske skibe, som træfærgen Ida, færgen Møn og postbåden Røret, der alle er hjemmehørende i kommunen, er oplagte som levende og aktive formidlere af kystkulturen og –historien i vores område, og de kan på sigt være med til at binde købstæderne i kommunen sammen ved at genoplive den skibsfart, der traditionelt har foregået mellem disse.
Et andet vigtigt indsatsområde er naturligvis koblingen mellem fiskeriet og de lokale kvalitetsfødevarer. Fra Østersøen landes hver dag noget af den bedste og friskeste fisk. I stedet for at sende alle fiskene af sted med lastbiler til fiskeriauktionerne i Gilleleje og Thyborøn skal disse naturligvis kvalitetsstemples som lokalproducerede fødevarer – hvem sagde bornholmerhanen? – og markedsføres, sælges og forbruges lokalt.
