Møn er et rent brand for svenske turister
Møn er et brand, som går rent ind hos mange turister. Det er senest registreret på det store rejsemesse i Göteborg, Sverige. Og naturligvis er det specielt Møns Klint, der trækker.
Turistchef Jesper Blomberg, Møn -Sydsjælland, giver udtryk for, at han naturligvis gerne vil sælge alle områder i sit domæne og er glad for turister, som kommer »til Præstø og Vordingborg«.
- Men Møn er et brand, der sælger bedre end noget andet, konstaterer Jesper Blomberg efter hjemkomsten fra den store rejsemesse, Tur 2009, i Göteborg.
På messen befandt Møn sig i selskab med Lolland-Falster og østdanske destinationer i øvrigt.
På messens første dag var der kun åbent for fagfolk.
Og det var ikke den bedste indgangsvinkel - og lovede ikke alt for godt. Spørgsmål som: »Hvor kan man holde ind og drikke kaffe«? når man er på vej til stor-indkøb i Border-Shoppen i Puttgarden er jo ikke særligt oplivende. Slet ikke, når det viser sig, at busselskaberne ikke vil afvige ret meget fra ruten - og helst drikker kaffen i Køge.
Men så kom dagene for det brede publikum, og så kan det nok være, der var rift om Møn.
- Det gik langt bedre, end vi måske havde forventet, fastslår Jesper Blomberg.
Trods det, at »den svenske krone er så lav«, som Jesper Blomberg udtrykker det, vil svenskerne gerne afsted.
Måske ikke en hel uge - men i hvert fald i nogle dage.
Og de mønske forretningsfolk er uden tvivl glade for meldingen om svenskernes interesse for Møn.
Det gør jo ikke noget, at det ikke bliver til hele ugers ophold - bare der er nok af dem, altså de svenske familier.
Kilde: Sjællandske 24. marts 2009.
