Cruising Femern Belt

Den maritime udvikling af havne og sejlermiljøet i Vordingborg Kommune og i havnenetværk Sjælland Møn sættes i fokus i et nyt projekt.
Cruising Femern Belt er titlen på et INTERREG IVA projekt, som i de kommende 36 måneder vil skabe aktivitet i havnene ved hjælp af maritime events bl.a som ”Møn rundt”, igennem havnepartnerskaber på tværs af Femern Belt, maritime ungdomsaktiviteter og meget mere.
Godt nok skal Vordingborg Udviklingsselskab ikke direkte være entreprenør på den kommende Femern forbindelse, men alligevel skal arbejdstøjet findes frem og ærmerne smøges op, når der i de kommende tre år skal bygges bro mellem havnene på tværs af Femern Bælt.
Omdrejningspunktet for Cruising Femern Bælt er de aktive mennesker på havnene, søgræsrødderne, der har det nødvendige engagement og den lokale viden til at iværksætte initiativer, som kan styrke og udnytte havnenes potentiale.
Cruising Femern Bælt vil nemlig gerne gøre de mindre havne til et knudepunkt for land- og vandturisme, for cyklister og fritidssejlere, campister og kapsejlere, B&B gæster og gæstesejlere.
- For de mindre havne i Femern Bælt regionen har antallet af gæstesejlere og øvrige aktiviteter på havnene direkte betydning for havnens og de lokale erhvervsdrivendes økonomi. Det har stor betydning for både havnene og lokalområdet, hvis vi kan tiltrække flere besøgende, fortæller Jan Kanne, der er én af initiativtagerne til Cruising Femern Bælt og nyansat projektleder på projektet.
Målsætningen for Cruising Femern Bælt er at skabe en slagkraftig tysk-dansk interesseorganisation for mindre lystbådehavne, hvor der i fællesskab skabes den nødvendige kritiske masse for at sikre udviklingen og bevarelsen af mindre havne i Femern Bælt regionen.
CFB vil arbejde med tre primære indsatsområder: 1. Samarbejde mellem og udveksling af de aktive søgræsrødder på havnene, 2. udvikling af fælles økonomisk bæredygtige oplevelsestilbud og events samt 3. skabe en direkte kobling mellem mindre havne og deres opland for at udnytte erhvervspotentialet for både havne og turistvirksomheder.
Løbende nyheder om projektet findes på hjemmesiden www.cruisingfehmarnbelt.eu
Se nyhedsbrevene for projektet Crusing Fehmarn Belt ved at klikke på bilagene herunder.
| Bilag | Størrelse |
|---|---|
| CFB Nyhedsbrev[1].pdf | 544.28 kB |
| CFBNyhedsbrev2.pdf | 1.04 MB |
| CFBNyhedsbrev3.pdf | 779.7 kB |
